Roskildevej mellem Selsmosevej og Taastrup Hovedgade
Planlagte støjdæmpende foranstaltninger
Kommunen vurderer, at det er relevant at undersøge muligheden for at reducere trafikstøjen for de boliger, der ligger ud til Roskildevej på strækningen mellem Taastrup Hovedgade og Selsmosevej. Undersøgelsen og eventuel gennemførelse af støjdæmpende foranstaltninger forventes at ske inden for budgetperioden 2013-2016.
Baggrund
Strækningen mellem Taastrup Hovedgade og Selsmosevej er bebygget med boliger. Både tæt-lav, åben-lav og etageboliger. Høje-Taastrup Kommune har i 2007 fået gennemført en trafiktælling på strækningen, der viste, at strækningen har en årsdøgnstrafik på 14.221 køretøjer.
Foreløbige beregninger viser, at 1.467 beboere er påvirket af trafikstøj over den vejledende grænse på 58 dB.
Effekt
Støjskærm
Høje-Taastrup Kommune har beregnet effekten ved at opstille en 3 m høj skærm langs det sydlige skel på Roskildevej på strækningen mellem Selsmosevej og Taastrup Hovedgade. Beregningen er foretaget på baggrund af fremskrivning af trafiktal fra 2007.
Kort. Støjkort efter opstilling af en 3 m høj støkskærm langs Roskildevej.
Kort. Differenskort der viser støjdæmpningen ved en 3 m høj støjskærm langs Roskildevej.
Differenskortet viser, at støjskærmen har en relativ god effekt. Beregningen viser, at støjdæmpningen ved første husrække ud til tredje husrække bliver på 4-6 dB. Enkelte steder ved første husrække er støjdæmpningen 6-8 dB. Efter tredje husrække falder dæmpningen til 0-4 dB.
En 3 m høj støjskærm har en ringe støjreducere virkning på de øverste etager.
Det bør undersøges om støjskærmen bør kombineres med andre tiltag, f.eks. nedsættelse af hastigheden på Roskildevej og/eller udlægning af støjreducerende asfalt.
Tabel. Opgørelse over antal beboere og boliger der er påvirket af trafikstøj før og efter opstilling af en 3 m høj støjskærm.
Roskildevej - før støjskærm |
Støjinterval Lden (dB) |
Antal beboere |
Antal boliger |
58-63 | 898 | 438 | |
63-68 | 315 | 165 | |
68-73 | 216 | 105 | |
73-78 | 38 | 15 | |
>78 | 0 | 0 |
Roskildevej - efter støjskærm | Støjinterval Lden (dB) | Antal beboere | Antal boliger |
58-63 | 871 | 431 | |
63-68 | 340 | 171 | |
68-73 | 129 | 48 | |
73-78 | 27 | 8 | |
<78 | 0 | 0 |
Optællingen er baseret på støjbidraget fra den vej alene, hvor den støjdæmpende foranstaltning påtænkes udført.
Udskiftning af vejbelægning
Høje-Taastrup Kommune har i 2008 besluttet at udlægge støjreducerende asfalt på en række vejstrækninger, herunder Roskildevej. Udskiftningen foretages, når den eksisterende belægning er nedslidt og skal udskiftes. Kommunen forventer at lægge en åben tyndlagsbelægning. Plan for udlægning af støjdæmpende asfalt
Hvis vejbelægningen på Roskildevej bliver udskiftet kan beboerne nær vejen forvente en gennemsnitlig støjdæmpning over asfaltens levetid på ca. 2 dB.
Nedsættelse af hastigheden
Der må i dag køres 80 km/t på Roskildevej på strækningen mellem Selsmosevej og Taastrup Hovedgade. Hvis hastigheden sænkes til f.eks. 70 km/t vil trafikstøjen reduceres med ca. 1,4 dB.
Økonomi
Etablering af støjskærme er en relativ dyr løsning, der kun bør overvejes, hvis der ikke kan opnås et tilfredsstillende resultat på anden måde. Udgiften skal vurderes i forhold til den forventede effekt for antal boliger og personer, hvor støjen reduceres. Kommunen har pt. ikke indhentet tilbud på opgaven.
Handlingsplan for Trafikstøj 2013-2016 er vedtaget af Byrådet den 18. juni 2013.
Oversigtskort