Støjrelaterede genevirkninger
Støj kan tildeles mange definitioner; én af de mest simple er, at støj er lyde, der fremstår som uønskede. Men når det skal kvantificeres, hvor generende eksempelvis vejstøj er, bliver det straks mere kompliceret. Det er nemlig forbundet med en stor flertydighed, hvordan det enkelte menneske oplever og opfatter lyde. Der synes dog at være en vis sandsynlighed for, at lyde med vise karakteristika og niveauer opfattes som uønskede. WHO (World Health Organization) har foreskrevet følgende definition på støj:
”Fysisk optræder der ingen adskillelse mellem lyd og støj. Lyd er en sanseopfattelse og komplekse mønstre af lydbølger er hæftet med betegnelserne støj, musik osv. Støj er dermed defineret som uønsket lyd”.
Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejstøj udtrykker den støjbelastning, der vurderes at være miljømæssigt og sundhedsmæssigt acceptabel. Grænseværdierne er blandt andet bestemt på grundlag af genekurver (dosis-respons kurver), som anviser andelen i befolkningen, der opfatter et givet støjniveau som henholdsvis ”generende” og ”stærkt generende”. Nedenstående dosis-responskurver kan findes i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 ”Støj fra veje”.
Dosis-respons kurve for vejtrafikstøj (Miljøstyrelsen 4/2007).
Ved støjgrænsen Lden = 58 dB for vejstøj er ca. 22 % af befolkningen generet af vejstøj og 11 % er stærkt generede. Som det fremgår af kurverne, er det meget individuelt, hvornår mennesker føler sig generede af støj. Nogle få (ca. 2 %) er generet, selv om støjniveauet er helt nede på 40 dB, mens ca. 20 % ikke føler sig generet af støjniveauer helt oppe omkring 80 dB.
En væsentlig pointe er altså, at der vil være indbyggere i Høje-Taastrup Kommune, der vil føle sig støjplaget uden nødvendigvis at være udsat for en støjbelastning, der overskrider Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi. Tilsvarende vil der også være indbyggere, der er udsat for en høj støjbelastning, men som ikke føler sig støjplagede.
På trods af en udtrykt mangfoldighed for, hvordan folk oplever vejstøj, er der samtidigt dog en klar tendens til, at højere niveauer fra vejstøjen medfører en stigning i, hvor stor en grad folk føler sig generede.
Handlingsplan for Trafikstøj 2013-2016 er vedtaget af Byrådet den 18. juni 2013.