Grænseværdier

Støjindikator Lden

Menneskers følsomhed for støj er varierende på forskellige tidspunkter af døgnet. Der blev derfor i 2007 indført en ny støjindikator, Lden, til beskrivelse af støj fra veje. Lden er en indikator, som tillægger støjbegivenheder i aften- og natperioden højere vægt end støjen om dagen. Lden har en bedre sammenhæng med den måde, støjen opleves på, end støjens gennemsnit LAeq.

Miljøstyrelsen beskriver i vejledning nr. 4/2007 ”Støj fra veje” den nye støjindikator Lden således:

Støjindikatoren Lden benyttes i forbindelse med vurdering af vejstøj, herunder ved støjkortlægning, planlægning og ved fastlæggelse af støjkonsekvenszoner omkring veje. Lden er en sammenvejning af støjen i tidsperioderne dag, aften og nat, idet der bruges et ”genetillæg” på 5 dB til støjen i aftenperioden og 10 dB til støjen i natperioden. Formålet er at tage højde for menneskers særlige støjfølsomhed om aftenen og natten. Når støjen beskrives som Lden, vurderes det, at støjniveauet svarer bedre til befolkningens opfattelse af støjgener end den tidligere anvendte målestørrelse, LAeq.

De tre tidsperioder er:
Dag: kl. 07 – 19, varighed 12 timer
Aften: kl. 19 – 22, varighed 3 timer
Nat: kl. 22 – 07, varighed 9 timer

Bidraget fra vejstøjen om aftenen og natten vil uden denne vægtning kun have begrænset betydning for det gennemsnitlige niveau over døgnet, fordi der er mindre trafik i disse perioder. At lægge 5 dB til niveauet om aftenen betyder, at hver bilpassage om aftenen tæller lige så meget som 3,16 biler om dagen, mens tillægget på 10 dB om natten betyder, at hver bilpassage om natten tæller lige så meget som 10 biler om dagen.

Vejledende grænser for trafikstøj

Miljøstyrelsen har opstillet vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj i forskellige typer områder.

Grænseværdierne gælder udendørs, og svarer til samme støjbelastning som hidtil LAeq, men er omsat til den nye støjindikator Lden. Når en støjbelastning fra vejtrafik skal sammenholdes med de vejledende grænseværdier er det vigtigt at holde sig for øje, om betragtningen drejer sig om en planlægningssituation med et nybyggeri eller ved eksisterende byggeri. Grænseværdierne er opstillet til brug i forbindelse med planlægning af ændret arealanvendelse eller udbygning af eksisterende. Kommunen har pligt til at overholde de vejledende grænseværdier ved nybyggeri. Derimod giver hverken miljø- eller planlov mulighed for at gribe ind over for støjproblemer i eksisterende boliger fra eksisterende veje. Det betyder, at kommunen ikke har handlepligt til at iværksætte en støjbekæmpende indsats, hvis vejstøjen i et område forøges som følge af en stigning af eksempelvis trafikmængder. Den nødvendige støjbekæmpelse må basere sig på myndighedernes frivillige indsats, på grundejernes eget engagement eller på støjpartnerskab mellem myndigheder og grundejere.

 

Handlingsplan for Trafikstøj 2013-2016 er vedtaget af Byrådet den 18. juni 2013.