Afskærmning

Støjskærm

Støjskærme er effektive, men kan ikke anvendes alle steder. Støjskærme er især velegnede hvor overordnede veje med få tilsluttende veje føres gennem et forholdsvis tætbebygget boligområde. Lige bag støjskærmen kan støjen falde med mere end 10 dB og på lidt større afstande typisk 5-6 dB, alt afhængig af støjskærmens højde og placering.

Ved etagebyggeri vil støjskærme mindske støjbelastningen på de nederste en til to etager og på de udendørs opholdsarealer, mens støjen ikke dæmpes ved de øverste etager. Det er især i områder med lave boliger og i forhold til udendørs opholdsarealer, at støjskærme er særlig egnede som virkemidler til støjbegrænsning.

En støjskærm har ofte en stor virkning ved de boliger eller områder, der ligger umiddelbart bag skærmen og er derfor et godt valg, hvis der for sådanne områder ønskes at opnå en tydelig mærkbar støjdæmpning. Ulempen ved støjskærmene er prisen samt deres begrænsede virkning ved støjudbredelse i højden.

Støjvolde

Støjvolde har samme effekt som støjskærme, men kan ofte etableres med færre udgifter. Særligt hvis støjvolden anlægges af overskudsjord i forbindelse med et nærliggende byggeri. Støjvolde har desuden den fordel, at de kan indgå som et element i det rekreative område.

En støjvold er mere pladskrævende end støjskærme og kan derfor sjældent etableres i byen. Hvis f.eks. en 5 m høj støjvold bliver anlagt med en hældning på 1:1,5 bliver den 15 m bred ved foden.

 

Handlingsplan for Trafikstøj 2013-2016 er vedtaget af Byrådet den 18. juni 2013.